Foreningens Tanker

Kolonihavelivet har altid været en stille fortælling om mennesker, der søgte et lille stykke jord at kalde deres eget. Da de første kolonihaver skød op i begyndelsen af 1900-tallet, var det ikke luksus, man jagtede, men lys, luft og muligheden for at lade hverdagen falde til ro mellem ribsbuske og træværk, der duftede af sommer.

I vores forening bærer vi stadig den gamle tanke videre – idéen om, at kolonihaver skal være små grønne fristeder, tilgængelige for almindelige mennesker og til en pris, der ikke skygger for glæden. Her lever historien i hver have igennem generationer.

Årets rytme er enkel og trofast. Vandet åbnes i april, når jorden igen begynder at dufte af forår, og lukkes i oktober, når bladene falder og haverne går til hvile. Vi har ingen fælles strøm – kun solens egen gave, som mange har taget imod med små solcelleanlæg.

Og som det altid har været, er kolonihavehuset ikke et hjem til helårsbeboelse, men et sommerligt tilflugtssted. Et sted man bor i hjertet, ikke i folkeregisteret. Et sted hvor tiden går lidt langsommere, og hvor man mærker, at livet kan være enkelt, hvis man giver det lov.

Her i foreningen værner vi om alt det. Om historien, om fællesskabet, om den stille poesi i et lille hus med en stor have. Kolonihavelivet er let at forelske sig i – måske fordi det minder os om, at lykke nogle gange kun kræver en nøgle, en vandkande og en solrig dag.

Vi er medlem af Kolonihaveforbundet.